Ny Faurskov ApS inviterer til Sofari i 2026
Økologi - det handler om balance
Adresse: Favrskovvej 60, 6670 Holsted
Her på Ny Faurskov ApS har vi 60 økologiske søer og 230 malkekøer, så hele familien giver en hånd med i det daglige. Vi får omkring 1200 smågrise om året, og de får lov at leve hele deres liv her på gården.
En af de største glæder ved at være økologisk griseproducent er foråret. Der går sol og glade dage i grisene, og man kan se dem løbe rundt ude på marken og grave dybe huller i jorden – det bliver man glad af at se på.
Jeg har været økolog siden 1998, fordi jeg godt kan lide at arbejde så naturligt som muligt. Jeg har aldrig haft lyst til pesticider og kunstgødning. Jeg har altid ment, at jo mere selvforsynende man er, jo bedre. Derfor giver vi næringsstofferne tilbage til markerne ved at gøde med dyrenes møg. Planterne, der dyrkes på markerne, bliver til foder til gårdens dyr. Det handler om kredsløb og balance. Og alt er selvfølgelig økologisk.
Grisenes trivsel er også meget vigtig for mig. De har god plads, bliver fodret godt, og hvis de skulle komme til at kede sig, har jeg altid et par juletræer fra sidste år liggende, som de kan få at hygge sig med.
Når du kommer ud til os, så kan du også kigge forbi vores gårdbutik, hvor vi sælger økologiske spegepølser, oksekød, værtindegaver og meget mere.
Vi glæder os meget til at vise jer de økologiske grise til Sofari den 17. maj fra kl. 10–14.
Venlig hilsen
Rud og Benjamin og resten af holdet
Ny Faurskov ApS
På Sofari hos Ny Faurskov ApS kan I bl.a.:
- se hvordan små og store grise lever og bor.
- få en snak med landmanden og hans familie om livet på en økologisk gård.
- møde de økologiske køer - obs: det kræver en lille gåtur.
- deltage i grisequizzen og være med i lodtrækningen om økologisk kød til en værdi af 600 kr.
- få taget et familieportræt som grisefamilie.
- få på karameljagt i en grisehytte.
- købe produkter fra gårdens dyr og andre økologiske varer i gårdbutikken.
Til børnene er der en pixi-bog, et aktivitetsark, en plakat til børneværelset og tatoveringer.
Til de voksne er der bl.a. Øko-grisens almanak – et opskriftshæfte med lækre retter lavet af økologisk grisekød.
Følg Unika_by_ny.faurskovgaard og Sofaridk på Facebook og Instagram